Besøg!

Oktober har været besøgs-måned for mange af os danske udvekslingsstuderende. Uge 42 bød dels på vores egne danske turister, men også generelt mange danske turister over alt i New York. Jeg tror de der billige flybilletter er ved at blive særdeles populære! - Og så er New York jo byernes by.

Først i oktober kom min søde roomie hjemmefra, Marie, og besøgte mig. Jeg havde heldigvis tid til at tage med rundt det meste af tiden, så vi fik set en masse og udnyttet den tid hun var her maksimalt. Det var rigtig rart at få besøg, for så var jeg på en måde lidt på ferie i min "egen by" (kan jeg mon tillade mig at sige det om New York? - pyt, nu gør jeg det!). Jeg har brugt rigtig meget tid på studiet og nydt det i fulde drag, men måske også glemt lidt at jeg faktisk er i New York, og at der 117 ting at foretage sig, hvis man lige hopper på en metro - så det gjorde vi!

Den første morgen spiste vi brunch, da det er dét man gør her i New York. Vi spiste på en rigtig college-diner lige ved siden af Columbia. Det regnede helt forfærdeligt, så stopmætte tog vi metroen ned til Natural History Museum (dér hvor Ross arbejder i "Venner", og hvor "Nat På Museet" udspiller sig). Vi travede rundt og så den kæmpe blå-hvals model, de har hængende fra loftet i fuld størrelse, ledte efter dinosaurer, fik ondt i fødderne af at gå og kunne til sidst ikke finde ud. Vi endte med at gå ud af indgangen, da vi gav op.. USA er STORT - på alle områder, også museerne. Men det var et godt besøg, som holdt os tørre fra regnen. Bagefter gik vi gennem en diset, stadig lidt regnvåd Central Park og ned til Fifth Avenue. Stor forskel. Central Park tog sig ud fra sin bedste side, som det smukke åndehul det er midt i en pulserende storby. Vi gik rundt om søen og kiggede op på skyskraberne, men det føltes lidt som om, at vi var i en separat park-verden, som ikke lå midt i den store skyskraber-verden. Uden Central Park ville New York virkelig ikke være det samme.

Til sammenligning kom vi ud af parken i det hektisk Lower East Side med biler, mennesker, shoppe-poser, taxaer, hjemløse, modeforretninger og heldigvis også smagsprøver hos Lindt Chokolade. Ikke dårligt.. Solen tittede lidt frem mens vi osede os gennem butik efter butik. Som sagt, alt er bare lidt større i New York: H&M havde en house dj og var for øvrigt i 4 etager. Uniqlo, et japansk mærke, havde en starbucks og en slags catwalk i alle regnbuens skrigende farver inde i butikken. Vi kiggede ind i en dyr smykkeforretning, hvor et par fik serveret champagne mens de kiggede på ure. Galskaben ville ingen ende tage, men til sidst blev vi lidt trætte og tog hjem.

Lige inden solnedgang gik vi en tur på High Line. Det er en park, som er anlagt på de gamle togskinner, som ligger højt over gaderne, så man kigger ned på fortovslivet fra en frodig promenade, der snor sig ind mellem bygningerne og tilbyder et kig hist og pist ind i folks dagligstuer. De havde åbnet den sidste del af parken langs sporerne, men vi kunne ikke rigtig finde indgangen. Efter at have vandret rundt om nogle blokke med parkerede tog fandt vi endelig trappen op til parken, men vores lille detour gav et virkelig godt indblik i det industrille togmiljø, som parken er blevet skabt ud af.
Det blæste helt utrolig den aften, og det blev mørk ikke lang tid efter at vi kom, så vi gik halvvejs og fandt så en lækker restaurant og fik varmen og noget god mad. Det var en meget flot, lidt botanisk-have-drivhus inspireret restaurant og maden var virkelig lækker, men betjeningen snuppede vores tallerkner næsten før vi havde spist op og var ikke særlig venlig.. De havde en imponerende bar, som vi troede vi skulle drikke drinks i, men den var endnu ikke åben, så vi gik ned til det berømte "meat packing district" og fik et par øl. Helt tilfældigt kommer nogle af de andre danske studerende forbi - New York er lille, trods alt.

Næste morgen tog vi på Max Brennar og fik brunch. Det er en restaurant med chokoladetema, og inden i ligner det lidt en scene fra "Charlie og Chokoladefabrikken" med mange farver og rør, hvor der flyder chokolade, der gør tværs gennem rummet. Altid en vinder!

Marie var også helt vildt med det og spiste - igen - en kæmpe morgenmad med masser af chokolade på.
Efter det tullede vi lidt rundt i kvarteret og så Union Square og gik op til "Flat Iron Building". At tulle rundt i New Yorks gader var nok dét vi fjorde mest. Det er altid en god måde at opleve en by på og Marie var helt fascineret af byen; dels de høje bygninger, men også de mange parker og små åndehuller. Vi tog også et smut forbi Times Square, som er stor og kaotisk, og vi blev der ikke længe, men så kunne vi da sige at have set det. For mig var det rigtig godt at høre Maries værdsættelse af byen, da jeg nogen gange godt kan synes at den er lidt for stor, kaotisk og beskidt, men der er virkelig også mange små unikke parker og pladser, som gør byen til et helt specielt sted.

 Vores tullen rundt endte i en jagt på en god kage og en kop kaffe. Det viste sig ikke at være så nemt, som forventet! Newyorkere spiser brunch og går til happy hours, så der er store mængder omelet og øl i omløb, men det var straks mere besværligt at finde en hyggelig café at sidde på. Kaffe er jo også noget, som man tager "to-go" hvis man er en ægte travl newyorker. Endelig fadt vi en fransk cafe, som solgte en kage, som Marie kendte i forvejen. Men det skulle ikke være så nemt igen. Først havde de kun ét stykke tilbage, som vi så besluttede at dele. Da de så kom med den, var det ikke den kage, vi forventede, selvom den var god nok alligevel. Vi bestilte et ekstra stykke kage, som de så heller ikke havde, og vi endte derfor med et stykke gulerodskage - som vi knapt nok kunne spise… First World Problems… Men solen skinnede, humøret var højt og vi havde udsigt til en mand, der kørte i en stor firhjulstrækker (ideelt køretøj i New York?!) og forsøgte at få en pakke ind i bagagerummet, men trods dets enorme størrelse, havde han forbavsende svært ved få pakken derind. Vi var ikke de eneste med en unødvendig udfordrende eftermiddag.

Jeg skulle lave et "Neighborhood Visit" til mit "Immigrant New York" kursus, hvor vi tager rundt og undersøger forskellige nabolag i byen. Marie var min sammensvorne i observation af anden- og tredjegenerations Italienere i Little Italy. Vi kiggede på sleske ældre herrer med guldsmykker og en jeg-ejer-det-her-kvarter attitude, mærkelig souvenirs, masser af pizzeriaer, gelateriaer og en masse turister. Vi tog billeder i smug af folk; nogle opdagede os ikke, andre opdagede os næsten. Til sidst fik vi lækre italienske kager og kaffe. Bagefter gik vi over Brooklyn Bridge, hvilket altid er en smuk tur, men denne gang var den lidt mere oplevelsesrig end ellers. Først ser vi en fyr med en stor, fed, gul slange om halsen. Det var sikkert et turisttrick, men vi var bestemt ikke i den målgruppe. Til at starte med syntes jeg, at det var lidt foruroligende, men lige pludselig så jeg dens hoved og gik lidt i panik. Jeg vidste ikke, at jeg var så bange for slanger! Men jeg har heller aldrig set en uden for et bur før.

Vi var seje - syntes vi selv - og gik forbi i hurtigt tempo. Puha, heldigvis skulle vi ikke samme vej tilbage. Længere nede af broen ventede os der et helt anderledes fint syn; en fyr var ved at fri til sin kæreste. Det var virkelig smukt, og selvom jeg havde foretrukket et lidt mere privat øjeblik, så klappede alle andre også og der var til med en skoleklasse, der begyndte at synge. Man oplever lidt af hvert i den her by.

Det var blevet sidste aften, og efter et besøg i klaustrofobiske Wall Street med bygninger, der næsten lukker solen ude, drak vi en øl i Battery Park med udsigt til Frihedsgudinden. Det er utroligt at forestille sig, at det var her, at størstedelen af immigrationen til Amerika fandt sted. Meget strategisk ligger der nogle små øer ud for spidsen af New York, så det var ideelt til at styre al trafik i havnen og sørge for at immigranterne kom igennem proceduren på Ellis Island før de kunne gå fra borde og ind i USA.

Det var ikke så sjovt at sige farvel til Marie, men heldigvis kom der flere veninder på besøg samme eftermiddag, Anna, Katarina, Cecilie og Caroline fra studiet, så knapt havde jeg vasket lagner før der skulle reddes op igen. Denne gang blev huset helt fyldt med 4 veninder, 2 i stuen og 2 i gæsteværelset. Det var lidt trangt, men utrolig hyggeligt!

Den første aften spiste vi gode amerikanske burgere og milkshakes inde pigerne gik omkuld af træthed. En god ting ved ikke længere at tage frem og tilbage til New York så ofte er, at jeg slipper for den lange flyvetur og jetlag.

Næste morgen tog pigerne på en heldags shoppetur. De shoppede i ni timer, mens jeg fik læst og gået i skole. Jeg kan godt lide shopping, men i små mængder, så jeg var taknemmelig for at de fik styret deres shoppetrang uden mig. De kom hjem med en masse lækre ting til, som jeg dog kunne have tænkt mig nogle af.

Jeg sprang turen på Natural History Museum, når nu jeg lige havde været der, men jeg tog gerne med på Max Brennar (chokolade-restauranten), Brooklyn Brigde og High Line én gang til. Max Brennar var endnu en gang et overflødighedshorn af lækker mad, som vi delte på kryds og tværs, High Line tog vi i dagslys på en utrolig smuk eftermiddag og Brooklyn Bridge viste sig endnu en gang fra sin smukkeste side med masser af sol (og mennesker). 

Vi var desuden på MoMA (Museum of Modern Art), som har gratis indgang efter kl 16, hvis man gider stå lidt i kø. Det gad vi helt bestemt, så vi kom ind og så bl.a. Toulouse Lautrec, mexicansk kunst, en lille smule Henri Matisse, da vi fandt ham og en masse andre kendte såvel som ukendte kunstnere, der havde lavet forståelig såvel som uforståelig kunst. Et ben, der stikker ud af væggen, har altså aldrig talt så meget til mig, men der skal jo være lidt alle typer. Og dén slags typer kan næsten være lige så sjove at studere, som selve kunstværket.

Vi splittede lidt op i grupper, når jeg tog i skole, nogle stod tidligt op og andre sov længe, men vi blev sjældent væk fra hinanden trods byen størrelse og vores begrænsede kommunikationsmuligheder, hvilket jeg synes var ret godt. Anna og Katarina gik amok i en kæmpe Urban Outfitters, Caroline og Cecilie gik over 80 gader langs Hudson med en kop kaffe - og jeg var i skole. En anden dag gik Katarina og Caroline på opdagelse i Brooklyn (hvor de ikke kunne finde hipsterne i Williamsburg), mens Anna og Cecilie så New York fra oven i Top of the Rock (udsigtspunkt på toppen af den høje Rockefeller bygning) - og jeg skrev opgave.

Jeg fik dog også pigerne med op på skolen. Den første aften gik vi en tur på campus med Cecilie og Caroline. Selvom vi var der omkring kl 22 var der stadig massere af studerende, der var på vej hjem eller over til en anden bygning. Columbia er så smuk om aftenen med lys på, og de store majestætiske bygninger ser næsten endnu mere imponerende ud. En anden dag, i dagslys, kom Anna og Katarina og fik den store rundvisning. Tilfældigvis kom vi både forbi en konference med bagels og kaffe og et bord med frokostposer til kursister. Dem snuppede vi da også lige og sad på trapperne til Low Library og spiste vores lækre, gratis mad og nød udsigten over Columbia. Ikke dårligt!

Vi festede også en lille smule. Én aften udviklede en happy hour med maaange cidere sig til at vi crashede en fest på New York University's jurastudie. Vi sneg os ind, ingen opdagede os og dansede og havde en fest. Pludselig tog det hele en lidt uventet drejning, da dj'en sender bollywood-musik ud i æteren på max volumen. Vi kigger os omkring og sørme om vi ikke er omringet af indisk-lignende, nu også indisk-dansende studerende. Det havde vi ikke lige lagt mærke til, da vi smuglede os selv ind. Den eneste strategi for ikke at blive opdaget og smidt ud (en masse høje, lyshårede piger midt i et indisk-amerikansk-bollywood-crowd), var at fortsætte den vilde dans og det gode humør. Det var virkelig en oplevelse - og tilsyneladende også for de andre, for de kiggede lidt, da vi gav den freestyle-bollywood max gas.

På vej ud stjal vi noget naan-brød og lurede lidt rundt på gangene før vi tog en metro hjem igen.

Den næste aften holdt vi selv en fest i lejligheden og mange mennesker kom. Det var rigtig hyggeligt og et godt miks af danskere hjemmefra, fra Columbia, Pedros venner og hans brors venner. Pigerne blev lidt trætte pga. jetlag, så vi lavede lidt kaffe og så holdt de den kørende lidt længere. Det vigtige var nemlig, at der kom en limousine og hentede os kl 23 og skulle køre os ned downtown til en natklub. Pedros fætter har en masse kontakter i nattelivet, så han havde arrangeret limousinen, som vi fyldte til bristepunktet med glade, forventningsfulde danske piger. Af sted ned gennem New York med en hæslig, men gratis vin og højt humør.

Hvis vores aften bare havde stoppet dér og limousinen havde vendt om, så havde vi nok haft en bedre aften, men den satte os af ved natklubben og så begyndte problemerne. I New York er det utrolig vigtigt at der er flere kvinder end mænd i et selskab, ellers kommer man ikke ind på en klub. Vi var 9 piger, der ikke skulle betale og 2 kærester, som skulle. Vi nægtede at gå ind før de også kom, men så blev jeg smidt ud af dørmanden. Det lod Pedro jo ikke gå hen ubemærket, så det endte med at han fik karantæne. De andre piger gik ind, mens Pedro prøvede at komme ind. Vi fik gratis drinks og dansede, men da det var umuligt for Pedro at komme ind gik vi alle sammen. Det var dog efter at jeg havde rendt frem og tilbage for at finde ud af, hvordan chancerne var for at han kunne komme ind. På et tidspunkt kom jeg ned til dansegulvet igen og pigerne var væk - jeg prøvede at finde den ved at kravle op i sofaerne (som var tomme, fordi man skulle købe flasker for at sidde i dem) for at få et bedr overblik. Det syntes sikkerhedsmændene ikke var en god idé, men der var for mange mennesker til at de kunne nå mig, så jeg blev jagtet af deres lommelygters skærende lys indtil jeg smuttede ud - dog uden at finde pigerne. Sikke en aften altså! Lidt sjovt set i bagspejlet, men lidt kaotisk, da vi var i det. Og det var ikke slut endnu. Jeg var efterhånden blev så sur på hele stedet, især den dørmand, der ikke ville lukke Pedro ind, at jeg råbte af ham - og løb! I sikkerhed, lidt længere væk, fandt vi et andet sted at gå ind. Her endte en af pigerne med at få hældt en drink ud over sig, fordi nogle brokkede sig over at vi dansede i "deres space", og hun prøvede at undskylde og forklare. Altså, altså… Sikke en aften… Så spiste vi natmad og tog hjem. En bytur, vi sent glemmer.

På pigernes sidste aften skulle vi havde en god New York-steak, så vi fandt en hyggelig lille restaurant, bestilte sangria og steak og havde det rigtig sjovt. Bare det kunne være sådan hver weekend. Den sidste dag kom hurtigt nok og efter en lækker afskedsfrokost sendte jeg dem afsted i en gul New York-taxi med en tåre i øjenkrogen. Jeg glæder mig til at komme hjem igen!

Tilbage i starten af oktober... 

En tur til Little Santo Domingo

Til et af mine kurser, Immigrant New York, skal vi tage rundt på "Neighborhood Visits" i et immigrantdomineret nabolag, for at lave et observations-studie af de forskellige immigrantgrupper i New York. Jeg tog til et område på den nordlige del af Manhattan, som hedder Washington Heights. George Washington Brigde går ud fra dette område og forbinder Manhattan med New Jersey på den anden side af Hudson floden - der af navnet. Området går dog også under et andet navn, Little Santo Domingo. Det er hovedstaden på den Dominikanske Republik, og i nabolaget bor der primært immigranter fra denne ø.
Til jer, der ikke ved så meget om den Dominikanske Republik, så er det en ø i Carribien, som de deler med Haiti. De snakker spansk og dominikanerne er derfor en del af den meget store immigrantgruppe i USA, som kaldes "hispanics". Dominikanerne er pt. den dominerende gruppe i New York.
Pedros far er fra den Dominikanske Republik, og han er rejst tilbage dertil efter at han blev pensioneret.

Jeg var sidste år i praktik hos en lokalpolitiker i området, hvor jeg første gang lærte "Little Santo Domingo" at kende.

Jeg tog derfor Pedro i hånden og sammen tog vi subway'en op til 168th street (vi bor på 101st street).
Vi spiste morgenmad på en dominikansk restaurant. De spiser moste madbanaer, en slags kartoffelmos i konsistens, til morgenmad sammen med æg. Det var de kedeligste røræg jeg i mit liv har fået (Martin, min lillebror laver de bedste i hele verden, så det er også svært at leve op til), men selve bananmosen, som de kalder "mangu", smagte rigtig godt. Det er meget tung mad. Vi snakkede om, at det var lavet til slaverne i sukkerplantagerne - billigt og nærende - men det kan meget let føre til overvægt for de nutidige dominikanere, når de ikke arbejder fysisk hårdt hele dagen.

Det mindede mig lidt om rugbrød. Ikke i smag, men i koncept. Når du har lært at spise det fra lille, så er det lækkert og noget du savner, når du ikke får det. Når du ikke har lært at spise det som lille, jamen så er det "fint nok", men det bliver aldrig min livret. Pedro derimod var i himlen. Dagen efter var vi til gengæld til "rugbrødsfest" hos nogle af de andre danske studerende, og der havde vi den modsatte oplevelse.

Efter vi havde spist morgenmad gik vi en tur på markedet, der lå ved siden af. Der købte vi lækre grønsager og den største avocado jeg i mit liv har set. Den var på størrelse med en stor aubergine! Jeg troede ikke på det, da jeg spurgte en fyr, hvor avocadoerne lå og han pegede på dem.

Vi købte for $10 og fik to tunge bæreposer. Det tror jeg godt vi kan gøre igen en anden gang, selvom det er et stykke oppe.

Tilbage mod subway'en gik vi forbi en stor flok mennesker i jakkesæt (lidt underligt på en lørdag?) og længere henne af gaden stod en protestgruppe med skilte og råbte. Demonstranterne kunne fortælle os, at en dominikansk eks-præsident ville komme om lidt. Han havde - ifølge dem - stjålet $2 mia. uden at blive retsforfulgt for det. (Det sætter Løkke-sagen lidt i perspektiv, ik?). Vi besluttede lige at blive lidt for at se, hvad der skete.

Eks-præsidenten kom ganske rigtigt ca. 5 minutter senere. Der var fuld opdækning af politi og sikkerhedsfolk og så var der så mange mennesker generelt, at da bildøren åbnede, var alt vi så et gråhåret hoved, som fik mere opmærksomhed end de andre hoveder i mængden. Jeg vil gætte på, at dét var ham. "Ex presidente Leonel Fernandez!"

Global Citizen Festival

For 3. år i træk afholdes velgørenhedskoncerten "Global Citizen Festival". Man får billetter ved at deltage i en lodtrækning på nettet, hvor man optjener lodder ved enten at deltage i kampagner på sociale medier, deltage i underskriftindsamlinger eller skrive til nogle af verdens statsoverhoveder eller virksomshedejere (bl.a. fik Lego vist en del mails i den forbindelse pga. deres samarbejde med Shell og har vist nu sluttet samarbejdet). Billetterne koster derfor ikke penge, men handling. Overskuddet fra salg ved koncerten går til de velgørende formål, som publikum har støttet skriftligt for at komme ind til koncerten.

I år var ekstra stort fordi Jay Z - oprindeligt fra Brooklyn - kom og spillede, så han havde en kæmpe fanskare, der pludselig blev meget interesseret i at redde verden.

Derudover kom Tiesto, The Roots, No Doubt sammen med Sting, Fun. og en eller anden country-lady, jeg ikke kendte. Alicia Keys var også forbi og synge hendes støttesang for Israel-Palæstina konflikten. De var alle sammen rigtig gode, men Jay Z  var helt sikkert den bedste! ….. Og Beyoncé kom! Yaay! Det var virkelig en fantastisk koncert.
Den blev holdt inde midt i Central Park og der spærret godt af over det hele, så man ikke kunne snige sig ind. På vej ind til koncerten stod vi i kø i 1,5 time. Indgangen var ved 72nd street, men køen strakte sig 10 gader ned til 62nd street. Det var det hele værd at vente, og modsat køer hjemme i Danmark, så snakkede vi med dem, der stod foran og bag ved os. De åbnede dørene kl 14 og vi var der kl 13.30. Dem foran os kunne fortælle at de havde en ven, som havde været der siden kl 6 om morgenen for at komme tæt på scenekanten. Han måtte være helt smadret da musikken så begyndte……
På vejen i køen skulle vi sikkerhedstjekkes. Ikke bare mærke lidt på taskerne, men have alting op. Man måtte ikke medbringe mad, så jeg havde gemt vinduer inden i en sweatshirt. Den opdagede vagten selvfølgelig, men han smed dem ud i den pose de var i, lige bag ham. Skraldespanden var fyldt med de flasker som folk heller ikke måtte have med. Da jeg var kommet igennem og vagterne vendte sig om for at visitere den næste snuppede jeg min pose vindruer tilbage - haps! (Hævngerrig latter: Jeg snød systemet!). Jeg var desværre nødt til at tømme mine to flasker med vand. Vagten sagde, at jeg kunne få dem fyldt op igen, når jeg kom ind, men det var en stor fed løgn. Jeg blev ærgerlig talt lidt skuffet. Det er ikke cool, at vi spilder så meget vand ude foran indgangen, når vi skal ind til et projekt, som bl.a. støtter projekter, der skal forhindre vandmangel i u-lande. Ikke cool, ikke cool…. Jeg kan godt se fidusen ved at vi så skal købe det i stedet og så bruge flere penge, når nu billetterne var "gratis". Men helt ærlig! Jeg endte med at stå i kø i en halv time, bare for at købe et par flasker vand. Øv! Det var 28 grader, så hvis man efter at have ventet 1,5 time i kø var ved at dehydrere, så kunne man pænt lige vente en halv time mere på at komme igennem køen. Desuden var der heller ikke noget samaritter-telt, som der normalt er ved store koncerter derhjemme. Det var altså 60.000 mennesker på ikke særlig meget plads i bagende sol.
Men den bagende sol var jo heller ikke kun en dårlig ting. Det var virkelig dejligt at sidde i græsset og nyde koncerten. Hver kunstner spillede ca. 30 min og ind imellem kom der forskellig indslag med de projekter, som koncerten støttede. Lige pludselig kunne jeg høre en dansk accent fra scenen, og sørme om det ikke var vores handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, og han havde endda taget Helle med - på bånd. Lidt senere kom Mr. President Barack Obama - jeg springer op fra min plads I græsset - også på bånd… Skuffet hører jeg ikke en gang efter, hvad han siger på optagelsen..

Musikken spillede og tiden fløj, og lige pludselig var solen gået ned, månen kommet frem og stjernerne var der nok også et sted over al lysforureningen. Det var tid til at tage hjem, men vi kunne ikke komme ud, for der var ikke udgange nok til alle menneskerne. Hvad gør man så? Vælter hegnet! Massevandring ud i Central Park. Det havde taget flere timer at fylde plænen med folk, men det tog højest 30 minutter at rydde den for mennesker.

Søndagen bød på færre berømtheder men til gengæld på masser af rugbrød og lakrids! Anders og Louise, et dansk par fra CBS som læser business på Columbia, havde inviteret os over til rugbrødsmadder, film og lakrids. Det ville være lettere skuffende derhjemme og at diske op med rugbrødsmadder til en hyggeaften, men her var det virkelig det lækreste! Det var også et virkelig godt rugbrød.

Vi så en meget mærkelig film om hvordan kendisser I Hollywood overlevede dommedag… Men det var en hyggelig aften alligevel :)

Læs, læs, læs - fest lidt, dans lidt

Nu begynder læsemængden rigtig at melde sig. Jeg shopper lidt rundt mellem bibliotekerne på campus. Der er 21, så der er nok at tage af. Nogle er gamle, nogle er helt nye, andre fra midt-70erne. Men de er alle sammen unødvendigt aircondition afkølede. Uden for er solen dog lidt for varmt - det er ikke nemt.. Jeg vender dog næsten altid tilbage til Butler Library, det største af bibliotekerne, hvor jeg også skrev min blog sidst. Der er dels læsesale, men de har også depoter med bøger, som man kan låne for hele semesteret. Depoterne er i 12 etager, ikke særlig høje, som ligger i den bagerste del af bygningen, som var bygningen skåret over vertikalt. Læsesalene er store og imponerende med marmor og gammel stil, mens depotet er som taget ud af en gyser film. Små vindeltrapper forbinder hver etage og der er ikke andet end store reoler med masser af bøger (1 mio har jeg hørt), ingen vinduer og kun for enden af hver reol er der lys, så skal man have en bog i midten skal man have lommelygten frem. Det mest uhyggelige er nok, at der ikke er en sjæl, fordi alle læser tekster på nettet - men det var lige dele uhyggeligt og spændende at gå rundt derinde.

 

Så jeg læser og læser og læser fra morgen til sen eftermiddag, men jeg bliver åh så klog! Jeg har haft de første opgaver, hvor jeg skulle reflekterer over pensum og gå i dybden med det, jeg fandt mest interessant. Det er en vildt fed måde at gå til pensum på, så man ikke bare læser og så lægger det væk igen uden at tænke mere over det. Jeg har den slags opgaver i to fag hver uge, og så fungerer de som diskussionsmateriale i klassen.

I mit sidste fag, latinamerikansk politik, har jeg læst to romaner, og så skal jeg forbinde den ene med det pensum vi har læst. Det er en lidt anderledes måde at gøre det på, og jeg har været lidt kritisk, men nu hvor jeg har skrevet den, virker det faktisk rigtig godt - og det var lækkert at få lov til at læse skønlitteratur! Jeg har cyklet til uni de sidste par dage, da jeg har fundet en god lille vej, der løber parallelt med Broadway, men med meget mindre trafik. Cykel- og bilkulturen er helt anden herovre, og selvom bilerne ser dig og kører nogenlunde, så handler det lige så meget om alle de biler, der holder parkeret, som ikke er vant til at kigge efter cykler, som hvert øjeblik kan smække en bildør op i hovedet på dig. Min lille bagvej fungerer rigtig godt, og selvom det er en kort tur i forhold til de 6 km, jeg er vant til derhjemme, så er det meget rart at få rørt sig lidt.

Når jeg så ikke læser, så nyder jeg min frihed i fulde drag!

Om tirsdagen går Pedro og jeg til salsa. Det er en gave som jeg gav ham tilbage i maj til hans fødselsdag, som vi kunne

indløse nu, hvor jeg er her. Det er rigtig sjovt og tager det helt basis, så vi får styr på alle detaljerne. Pedro burde jo ellers have det i blodet, men han er langt fra den eneste latinamerikaner på holdet. De har måske aldrig lært det professionelt, men bare danset lidt derud af, og kommer nu for at få helt styr på det. Når vi træner trin er vi alle lige gode, men så snart musikken begynder, så har de altså stadig mere rytme i kroppen og svaj i hofterne, så lidt i blodet ligger det altså alligevel.

Sidste fredag havde en af Pedros venner, som arbejder på en radiostation, inviteret os til Fashion Hip Hop Galla. Jeg tog alle mine nyerhvervede dansker-venner med, og vi havde en fest uden lige. Først til selve Fashion Hip Hop Gallaen, som var super high-fashion med modeverdenens ultra-hipster personligheder og modeller, der gik rundt blandt gæsterne og viste moden frem. Der var gratis champagnebar og nogle MEGET stærke Tequila Sunrise. Da vi var ved at være godt snalrede alle sammen bestilte vi pizza op til arrangementet - det kan man jo gøre, når man er i New York..

Efter galla-arrangementet tog vi på Roof Top Bar, hvor Pedros fætter kendte DJ'en. Sikke en aften!

Og ja - hvad kan man sige? Fester gør sig bare lidt bedre på billeder end biblioteker og bøger gør ;) 

Den første uge

For at tage tråden op, hvor sidste indlæg sluttede midt i august, så var vi i New York i et par dage efter vi kom hjem fra LA, og så tog vi til Virginia for at besøge Pedros familie. Der var vi en lille uge, og så havde jeg en hel uges tid i New York, før jeg startede på studiet.
Den sidste fredag i august var vi til introduktion for alle udvekslingsstuderende. Folk kom fra hele verden, men der var især mange fra Danmark. Især fra CBS var der mange, og så var vi et par stykker fra KU; jeg, en anden pige fra statskundskab, en enkelt pige fra psykologi og en fra kunsthistorie. Mange af danskerne fra CBS bor i den samme opgang ikke langt fra studiet, fordi udlejeren gennem tiden har fundet ud af, at danskere betaler til tiden og ikke laver alt for meget rag i den, og gennem erfaringsrapporter fra tidligere udvekslingsstuderende, har de så fundet frem til hende. Vi var derovre efter introduktion, og der var lidt en følelse af et dansk kollegium, da de andre beboere i opgangen kom ned og var med til festen.
Folk er virkelig søde, så jeg tror at vi har en meget god basis for at være en lille vennegruppe, der kan holde sammen mellem alle de skøre amerikanere ;)
Jeg har timer udelukkende sammen med amerikanere. Kun i mit ene fag er der en anden dansk og en svensk dreng. Forholdet til professorerne er mere personligt end derhjemme, og der forventes meget mere angående fravær og aktiv deltagelse i timerne, hvilket er en udfordring - men en god én. Med tiden skal jeg nok få mig nogle amerikanske venner, men her den første uge skulle jeg lige se fagene an.
Jeg havde tilmeldt mig en masse fag for at gå til alle timerne og så shoppe lidt rundt og se hvilke, der er de bedste. De bedste var latinamerikansk politik, amerikansk udenrigspolitisk og immigration i New York. De to første er statskundskabsfag, og det sidste er på sociologifakultetet. De to første er med 40 elever og almindelig klasseundervisning med tilhørende diskussionsklasser, og det sidste er en ren diskussionsklasse med kun 20 elever. Dér sidder vi alle rundt om et bord, og vi, de studerende, skal komme med oplæg og diskutere gennem hele timen. Derudover skal vi også på feltarbejde rundt i 3 nabolag for at beskrive de befolkningsgrupper, der klumper sig sammen. Det glæder jeg mig meget til!
Udover de almindelige fag, har jeg også en workshop, hvor jeg hver anden uge skal diskutere velstand og ulighed i samfundet ud fra nogle phd-oplæg, som vi skal overvære. Det tror jeg også bliver rigtig interessant at deltage i.
Udover de andre udvekslingsstuderende, så har jeg også kontakt til to andre danske piger herovre, som begge læser en hel master på Columbia. Én der læser arkitektur, og én som læser menneskerettigheder. De er rigtig søde, og de var med Pedro og mig til en grillfest hos nogle af Pedros venner sidste weekend. Det var rigtig hyggeligt. De har en lille baggård, hvor de grillede.. På vej derover blev vi mødt af en byge, men det betød ikke så meget, for man er alligevel konstant våd af sved, fordi det er 30 grader og 80% luftfugtighed. Omme i baggården åbnede himlen sig pludselig over os igen, og store dråber falder tungt, indtil baggården kort tid efter var oversvømmet til ankelhøjde. Det var dagen efter at København stod under vand, og det var ingenting i forhold til, for da det holdt op med at regne sank vandet langsomt væk igen, men det var lidt ironisk, når det ellers kun har været strålende sol siden jeg kom.

Jeg vil vende tilbage til bøgerne. Jeg sidder her på Butler Library, det smukkeste, gamle bibliotek midt på campus, og læser om d syv synder i amerikansk udenrigspolitik

Californien

Vi tog til bryllup - og sikke et bryllup! 

Afsted mod vestkysten!

Jeg skruer tiden 1,5 uge tilbage til den 6. august, hvor vi onsdag eftermiddag steg ombord på Virgin Americans afgang mod San Francisco. Pedros kusine, Gloria, skulle giftes med sin kæreste Miriam, og vi har inviteret. Ikke bare inviteret til brylluppet, men inviteret til hele ugen, der var programlagt over al latino-standard! På klokkeslettet var der en plan for, hvem der skulle hentes hvor i den minibus, hele selskabet blev kørt rundt i. Og hvilken bus, det var! Den blev kaldt "the party bus", og der var helt sikkert fest i den bus. Høj latino-musik, brudens mor og far dansede i midtergangen, alle råbte og skreg, grinede og jokede inden klokken havde slået 10 - på vej til vinsmagning, som torsdagens program bød på. Vi skulle besøge 3 vingårde, og de jokede selv med, hvordan det dog skulle gå, når de først begyndte at drikke alkohol. 

Det gik dog ganske fint, og vores buschauffør drak ikke noget. Det først sted var mest bare en lagerhal, udefra et ganske ucharmerende sted, men indehaveren var så elskværdig og forklarede meget om de enkelte vine. Det næste sted var mere indrettet som en vingård, eller som en hacienda, men her var servering og forklaring til gengæld mere overfladisk, selvom stedet var hyggeligere. Det sidste sted smagte vi to slags champagne på en lidt højere beliggende vingård med udsigt ud over vinmarker så langt øjet rakte. Det var klart det smukkeste sted, men her var der til gengæld ingen vinforklaring over hovedet - men champagnen var god.

Torsdag blev rundet af med en lille tur indtil byen, hvor vi så det centrale San Francisco og fik en enkelt drink.

Sightseeing på egen hånd

Fredag var "fri". Der stod ikke noget planlagt i det famøse "spreadsheet", som indeholdt det detaljerede program for hele ugen og information om, hvor folk var indlogeret osv. Det blev der gjort meget ud af - det var ikke kun mig, der var overrasket over den ambitiøse planlægning.

Pedro, hans bror Francisco, og jeg brugte den frie dag til at tage ind til San Francisco. Gloria og Miriam bor i en lidt mindre by, Oakland, lige ved siden af San Francisco, så vi skulle lige have en metro ind til "the city", som de lokale kalder det. Dér lejede vi cykler og hjulede langs kysten, prustede op af bakkerne og trillede ned igen hele vejen til Golden Gate Bridge. På vej op skrev jeg en besked til min far, der har været på sprogskole ved San Francisco i hans unge dage. Han skrev tilbage, at nogle gange skete det, at Golde Gate kan være indhyllet i havgus og tåge, så den næsten er væk. Vi kørte videre og kom tættere på - og ganske rigtig: jeg kunne sende ham et billede tilbage af en bro, der knapt var synlig. Det var dog kun ganske kortvarigt - snart klarede det op igen. 

San Francisco ligger i en bugt, og broen fører over til et andet stykke land, hvor der ligger en lille italiensk inspireret by, der hedder Sausalito. Utrolig fin og europæisk, men også dyr og turistet. Dér fra gik en færge tilbage til midtbyen, hvor vi havde lejet vores cykler. Båden sejlede forbi Alcatraz; en ø med et fængsel, som ikke længere bruges, men i dag er en turistattraktion. Jeg var overrasket over, hvor kort, der var fra øen indtil byen, da det er kendt som et svært bevogtet fængsel. Francisco fortalte mig, at rygterne siger, at der er hajer i vandet, og senere har min far fortalt mig, at kun 2 undslap: den ene døde undervejs og den anden skyllede i land og blev pågrebet. Desuden fik fangerne altid varme bade, så de ikke var vandt til det iskolde vand, som de måske kunne finde på at hoppe i for at svømme ud i friheden.

Pedro og Francisco boede i San Francisco i Mission-distriktet, da de var mindre, ja faktisk er Francisco født der - deraf navnet. Pedro er født i San Jose i bydelen San Pedro - og han hedder Pedro Jose.

Vi fik desværre ikke tid til at se, hvor de boede, men vi fik set en masse af byen dels på cykel, og efterfølgende gik vi rundt for at finde noget at spise. Folk har sagt til mig, at vestkysten er mere europæisk og at jeg ville syntes bedre om vest- end om østkysten, og det har de helt ret i. Der er en mere stille og rolig stemning, folk tænker mere "grønt", har mere fokus på sundhed og er ikke så overfladiske, som jeg oplever det her i New York nogen gange.

Family time

Da Gloria er flyttet til Oakland på vestkysten, er det meste af hendes familie stadig på østkysten, og for at få så meget tid som muligt sammen med sin familie, mødtes vi først med Miriam og hendes jødiske familie fredag aften. Der deltog vi i sabbatmåltidet, hvor der først blev tændt lys og derefter blev brød, vin og børnene velsignet. Der var lækker mellemøstlig mad og godt selskab.

Lørdag morgen var der grill-arrangement ved en sø på programmet. Der gik lidt galt med planlægningen, så vi blev hentet, kørt derop, men ingen havde spist og de var ikke klar, da vi kom, så vi kørte tilbage til byen og spiste noget morgenmad i samlet trop.

Tilbage igen ved søen var grillen ved at varme op, og de fik sat et volleyball-net op og spillede. Jeg gik en tur rundt om søen med nogle fra familien. Det endte i noget af en klatretur. Op og ned af skrænter og træer, jeg i små ballerina og en af de andre piger i klipklappere - men vi klarede det! Da vi nåede op på toppen af en høj skrænt og kunne kigge ned på søen og naturen omkring følte vi os rigtig seje - vi var virkelig kommet højt op! Men så kom vi et lille stykke højere op, og der stod der en kæmpe hoppeborg med en børnefødselsdag i gang indeni. Man kunne jo også bare have taget bilen derop og kørt af vejen i stedet for at slide af sted i små sko….. Nå, det må blive næste gang.

Bryllup i bjergene

Søndag skulle brylluppet stå! En halv times kørsel fra Oakland ligger Berkeley, som nok er bedst kendt for sit universitet. Der ligger et bjergrigt område, hvor lørdagens picnic også havde været. Her havde parret lejet nogle festlokaler, der lå med den smukkeste udsigt over de skovklædte bjerge. De havde opstillet en lille chuppah, et lille jødisk "hus", hvor vielsen foregik.

Hele Glorias familie var blevet indlogeret hos familie og venner, og vi boede hos et par, Pete og Mary, som boede i en nedlagt markedshal, som nu var lavet om til et bofællesskab for 20 familier. Det var utrolig sjovt at se. Det var rigtig fint og velholdt, og det virkede som om det fungerede godt. De havde et fælles gæsteværelse, som vi boede på. Inden brylluppet spiste vi frokost med Pete og kørte med dem derud. De var nogle søde mennesker, som vi snakkede rigtig godt og længe med. De er venner med Miriams forældre. Pete er jøde og Mary er katolik. Pete tror dog ikke på det guddommelige, men på det sociale ved religion, hvilket ledte til en rigtig god diskussion om religion og traditioner, og hvorfor vi egentlig har det. Det inspirerede Pedro og jeg, da vi også har vores uoverensstemmelser ift. religion. Ved at fokusere på de traditioner, der ligger i religion kan jeg måske deltage i Pedros kristendom på en sekulær måde.

Inden brylluppet samledes familie og venner om hver deres brud. Vi sagde gode ting om Gloria, mens vi tog et shot tequila. Til selve middagen var det kun de respektive forældrepar, der holdt taler, så jeg tror at denne lille samling inden, var tidspunktet, hvor man kunne sige de ting, som man ved et dansk bryllup ville have sagt i en tale. Det var rigtig fint. Bagefter gik vi i samlet (og latino-larmende) trop ned og hentede Miriam. Det var et fint lille ritual.

Selve vielsen var jødisk og blev forrettet af deres gode bøsseven, der er rabbiner for de moderate jøder. Miriam selv tilhører den ortodokse gren, men da de ikke tillader homoseksuelle ægteskaber kunne hendes egen rabbiner ikke vie dem. Det var selvfølgelig ærgerligt (og helt åndssvagt), men jeg synes, at det var utrolig fint, at deres gode ven, der kendte dem så godt, kunne vie dem. Det foregik primært på engelsk, en smule på hebraisk og en meget lille del på spansk. De underskrev en alternativ ægteskabskontrakt, som var skrevet af en feministisk rabbiner, Rachel Adler. Rabbineren holdt en tale om dem på baggrund af dagens tekst, hvorefter der skulle siges 7 velsignelser af 7 af gæsterne, herunder Pedro. Det tror jeg, han syntes var en stor ære. Til sidst skulle man knuse glas og så blev der råbt "mazel tov". Rabbineren sagde, at ritualet med det knuste glas var symbol på alt det onde i verden, og at der var brug for mere kærlighed. Pete forklarede os efterfølgende at det også kunne ses som et symbol på fremtidig frugtbarhed.

Efter selve ceremonien var der snacks, der blev taget billeder og folk minglede lidt rundt. Pludselig opstod en kædedans, som endte med at parret blev sat på to stole og klædt ud, mens folk stod i cirkel om dem, og folk på skift dansede ind i midten og dansede for dem.
Der var generelt meget dans. Før middagen dansede vi, indtil buffetten var klar. Da den var spist, dansede vi igen indtil desserten kom, og efter den holdt begge forældrepar en tale, og så var der ellers dans resten af aftenen.
Da ceremonien var jødisk, var musikken og maden (primært) latinamerikansk.

Da brylluppet blev holdt søndag og alle skulle op mandag sluttede vi af klokken 22 og kørte hjem til brudeparret for at runde aftenen af, inden vi tog hjem i seng.

Ud til i vildmarken - til bjørnene

Mandag morgen stod vi op og tog til nationalparken Yosemite. Det tog ca. 3 timer at køre derned, og vi slog vores lånte telt op ved en sø en times kørsel fra parken. Vi fik at vide, at vi skulle passe godt på at pakke al mad ind og lade det være i bilen, for ellers ko bjørnene og åd det. Senere fortalte Pete os om, hvordan han og Mary som unge havde hiket rundt i nationalparken. Den første nat havde bjørnene spist al deres mad (til en uge), selvom de havde hængt det højt op i et træ. De havde sovet under åben himmel og i løbet af natten var Pete vågnet ved at noget snusede til hans hovedbund - en bjørn. Han lå helt stille, selvom hans hjerte galoperede afsted… Jeg er glad for at vi først fik den historie, da vi var kommet hjem.

Yosemite var ubeskrivelig smuk! Jeg har set meget storslået natur denne sommer, efter jeg var med min familie i Lapland tidligere på sommeren og så Nordkap, det nordligste punkt i Europa. Dér står man ved det, der føles som verdens ende, på en kæmpe klippe, og kigger ud over Barentshavet. Denne samme følelse af, hvor stor naturen er, og hvor lille jeg selv er, fik jeg igen, da vi efter at have kørt 40 minutters tid rundt i skoven kommer ud, hvor man kan se de enorme klipper, der er så karakteristiske for nationalparken. Det var helt ubeskriveligt! Det, der nok beskriver parken bedst er, hvis man tænker på de omgivelser, som Disney's Pocahontas lever i.

Vi overnattede i teltet og blev vækket af en træspætte, der sad og hakkede i et træ. Ingen bjørne - heldigvis! Vi tog en morgendukkert i søen, vi boede ved, og så kørte vi tilbage mod nationalparken. Denne gang kørte vi ned i den dal, som vi havde kigget ned i dagen før. Vi gik op af det såkaldte "mist trail". I mindre tørre perioder fosser det med vand i en flod hele vejen langs sporet, så det er tilsløret af damp og folk går med regntøj. På denne tid var alt dog fuldstændig udtørret og der var kun to spinkle stråler, der løb ud ved vandfaldets udspring. Men det var en smuk tur alligevel.

Ud over de enorme og imponerende klipper, så vi også sequoia-træerne, som er kæmpe store og røde. Èt sted havde de udhulet det, så man kunne stå inden i dem. Det var ret sjovt, men også utroligt, at de kan være så store.

De lever i en naturlig cyklus med skovbrande, som generelt hærger Californien ret meget. Den aske, der bliver tilbage, er nødvendig for træerne, da den giver jorden næring. Der var også skovbrande i nationalparken, da vi var der og advarselsskilte over alt omkring brandfaren. Langt ude i horisonten kunne vi fra et udsigtspunkt se røg stige op, og der stod på et skilt, at det var en skovbrand fra sidst i juli, som var under kontrol.

Hjemme igen en enkelt nat inden vi onsdag tog til LA. Vi var først til afskedsbrunch med familien inden vi tog Highway 1 fra San Francisco til LA. På vejen stoppede vi ved Cupertino, hvor Apples hovedkontor, One Infinite Loop, ligger. Min lillebror er Apple-tilbeder, så vi tog forbi for at købe en rød t-shirt til ham med teksten "Siri, remind me not to wash this with white laundry".

Efter det gjorde vi endnu et stop Monterrey, hvor vi spiste frokost og så søløver i havnen. Længere nede af kysten så vi (fordi vi vidste det) pukkelhvaler, der var på vej syd fra mod Alaska. Man kunne se når de svømmede op forbi vandoverfladen og når de sprøjtede vand ud af deres åndehuller. Endnu længere syd på så vi en masse elefantsæler, der lå på stranden og nød livet. Ej hvor var de søde - og store.

Bilturen tog knapt 10 timer, og det sidste stykke vej kørte vi væk fra kysten, fordi det blev mørkt og vi kunne gøre det hurtigere på motorvej. Det var meningen at vi skulle have sovet hos en af Pedros venner den første nat, men selvom Pedro havde snakket i telefon en halv time før, så var han faldet i søvn. Til hans forsvar ankom vi kl 00.30. Vi fandt en motel kort der fra efter at have banket på døren i en halv times tid.

Næste dag blev tilbragt på stranden og om aftenen mødtes vi med Pedros venner fra universitet. Han gik også på Columbia, som jeg skal starte på.
Vennen fra dagen før betalte vores mad og drinks, som undskyld, og vi tilbragte den næste nat på hans luftmadras.

Den sidste dag, fredag, tog vi op til oberservatorium, hvor der er udsigt ud over hele Los Angeles. Det var rigtig flot at se. LA er noget anderledes end mange andre byer. Der er mange forskellige bydele, der alle har deres charme, så der er mange steder at orientere sig mod, i stedet for, at der primært er ét bycentrum. Det kunne man rigtig se for oven, hvor skyskraberne ikke var samlet ét sted, som de måske normalt ville være.

Den sidste nat indlogerede vi os på et hotel, da Pedro gerne ville feste med sine venner, og jeg gerne ville have søvn nok. Kompromiset blev at vi festede i den roof-top bar, der var på hotellet og så kunne jeg gå i seng, når jeg ville. Pedro kom først flere timer efter, og da vi stod op kl 04 for at tage i lufthavnen var han vældig søvnig. Men han klarede den, og vi kom i lufthavnen til tiden, og så kunne han sove hele turen hjem.

Da vi landede i New York var vi begge ret trætte, så det var rart at være hjemme igen. Da jeg stod ud af toget på Penn Station følte jeg, at det var lidt mere trygt, lidt mere hjemme end LA havde været. Det var en rar følelse. 

Ankomst

Sidst jeg var ude og rejse skrev jeg en rejseblog og det var rigtig smart for mig selv at have senere, og så håber jeg at der var nogen, der syntes det var hyggeligt at læse - så det gør jeg igen!

Jeg er taget til New York på et semesters udvekslingsophold først og fremmest for at være sammen med min kæreste Pedro og give vores forhold en ægte chance, men også fordi jeg har fået muligheden for at gå på et rigtig godt universitet, Columbia University, og forhåbentlig blive meget klogere inden jeg kommer hjem.
Det har bestemt ikke været en hel nem proces at få arrangeret det her udvekslingsophold, men nu er jeg her, og jeg er sikker på, at det bliver det hele værd.
Jeg ankom i går, mandag den 4. august om aftenen. Efter en tårevædet afsked i lufthavnen sad jeg og ventede på et forsinket fly i 5 timers tid. Ventetiden var dog det hele værd, da jeg fik plads på business class og endda på en række uden nogen andre, så det var en meget behagelig tur. Det var den eneste tomme række, så måske fik jeg den fordi jeg tjekkede ind så tidligt? Hvem ved - det var i hvert fald dejligt!

Jeg bor hos Pedro i en lejlighed, hvor også hans bror, hans onkel og en roomate bor. Det er en meget anderledes boligkultur end derhjemme, hvor jeg bor i et kollektiv med 3 søde piger, som jeg snakker og er sammen med. Vi bruger (de store) fællesarealer meget mere end her, hvor hver bliver på sit værelse og nærmest aldrig benytter stuen eller køkkenet (det er vel USA - ingen laver mad selv.....) Men det skal jeg nok få lavet om på.
Pedros værelse er dog omkring 20 kvm, så der er masser af plads. Jeg har fået pakket ud og tanken om, at det nu er her, jeg bor, bliver mere og mere virkelig.

Da jeg stod ved paskontrollen i JFK lufthavnen kørte CNN i baggrunden og annoncerede, at en amerikaner, der måske er smittet af ebola er indlagt på et hospital i New York. Alle os danskere fra flyet stod i kø efter hinanden, og jeg kunne høre den bekymrede småsnakken gå gennem køen. Da jeg i går var oppe på universitetet for at få styr på nogle småting gik vi forbi en af Columbia stambarerne, hvor der hang et stort skilt i vinduet "EBOLA IS COMING! TIME TO DRINK! no escape" - det er jo også en måde at se det på..

Senere i dag tager Pedro, hans lillebror Francisco og jeg til San Francisco for at fejre deres kusines bryllup på søndag. Hun skal giftes med en jødisk kvinde, hvilket er lidt kontroversielt i en katolsk familie som deres, så jeg glæder mig meget til at opleve det, og ikke mindst vise min støtte til det smukke brudepar (aldrig har det ord været bedre brugt end ved et lesbisk bryllup!)
De har planlagt en masse ting før brylluppet for de gæster, der kommer rejsende, så det skal nok blive sjovt.
Bagefter skal vi efter planen en tur til Yosemite, hvis der ikke er skovbrand, og så tager vi videre til LA og besøger nogle af Pedros gamle venner.
Det vil jeg fortælle meget mere om, når jeg er tilbage her i New York.

Jeg har opsagt mit danske abonnement, så hvis I skal have fat på mig hurtigere end via email eller facebook skal I ringe til +1 347 619 4405